His object attained, Loke no longer remained
'Neath the earth, but straight hied him to Thor,
Who owned than the hair ne'er, sure, aught more fair
His eyes had e'er looked on before.
The boar Frey bestrode, and away proudly rode,
And Thor took the ringlets and hammer;
To Valhal they hied, where the asas reside,
'Mid of tilting and wassal the clamor.
At a full solemn ting, Thor gave Odin the ring,
And Loke his foul treachery pardoned;
But the pardon was vain, for his crimes soon again
Must do penance the arch-sinner hardened.
For the benefit of those who can read Danish, we will give in the original the last ten stanzas of the latter poem of Oehlenschlæger, beginning with the spinning of Sif's hair:
Nu kom med Guldet en Dværgeflok
Og gave det til Dværginden;
Hun satte, som Hör, det paa sin Rok,
Hvis Hjul hensused for Vinden.
Og spandt og spandt, mens Guldtraaden randt
Til Haar for den deilige Dise;
Hun snurred og sang, ved Kildernes Klang,
En underlig Spindevise:
Gudinden i Vaar skal bære sit Haar
Hel frit for Vinden herefter,
Ei flette det mer, at yndig sig ter
Dets Glands med straalende Kræfter.
Hver Svend, som det saa, fra Himmelens Blaa,
Hans Hjerte skal Haarene fange.
Selv Lokker vist ei paa veneste Frey
Nedbölge saa blöde, saa lange.
Skjönt Guldet er dödt, saasnart det har mödt
Gudindens Tinding, den höie,
Det levende blier og efter sig gier,
Og lader, som Hörren, sig böie.