gewāc æt wīge; þæt[1] se wyrm onfand,
2630syððan hīe tōgædre gegān hæfdon.
Wīglāf maðelode word-rihta fela,
sægde gesīðum (him wæs sefa gēomor):
“Ic ðæt *mǣl geman, þǣr wē medu þēgun,Fol. 188b.
þonne wē gehēton ussum hlāforde
2635in bīor-sele, ðe ūs ðās bēagas geaf,
þæt wē him ðā gūð-getāwa gyldan woldon,
gif him þyslicu þearf gelumpe,
helmas ond heard sweord. Ðē hē ūsic on herge gecēas
tō ðyssum sīð-fate sylfes willum,
2640onmunde ūsic mǣrða, ond mē þās māðmas geaf,
þē hē ūsic gār-wīgend gōde tealde,
hwate helm-berend, þēah ðe hlāford ūs
þis ellen-weorc āna āðōhte
tō gefremmanne, folces hyrde,
2645forðam[2] hē manna mǣst mǣrða gefremede,
dǣda dollīcra. Nū is se dæg cumen,
þæt ūre man-dryhten mægenes behōfað
gōdra gūð-rinca; wutun gongan tō,
helpan hild-fruman, þenden hyt sȳ,
2650glēd-egesa grim. God wāt on mec,
þæt mē is micle lēofre, þæt mīnne līc-haman
mid mīnne gold-gyfan glēd fæðmie.[3]
Ne þynceð mē gerysne, þæt wē rondas beren
- ↑ 2629. MS. ‘þa’; Thorpe ‘þæt.’
- ↑ 2645. MS. “forðā’; Zupitza ‘forðan.’ So also l. 2741.
- ↑ 2652. MS. and Zupitza ‘fæðmię’; hence Wülcker ‘fæðmiæ’ (cf. l. 2126, and Sievers § 361). In “ręced” (l. 1981) Zupitza is not sure that the mark under the e is not a mere flourish. It is used to convert e into æ in “bęl” (l. 2126), but it also occurs under the æ of “sæcce” (l. 1989).